Fritidshjemmet Fuglsang ligger, som en grøn oase, med store træer midt i den gamle bydel. Huset, som er erklæret bevaringsværdig, kan føres tilbage til 1700 tallet.
Efter udstykningen i 1960-erne købte Farum kommune Fuglsang og det var meningen, at der skulle bygges etagebyggeri i lighed med nabobyggeriet Solvang. Men det lykkedes energiske medlemmer af Sct. Georgs Gilderne at få tilladelse til at indrette og drive Fuglsang som fritidshjem og derved undgå nedrivning. Huset havde da stået tomt i flere år, og var meget forfaldent, så efter en omfattende restaurering, der dog tog hensyn til den oprindelige indretning, blev Fuglsang indviet som fritidshjem i 1978. Det foregik med pomp og pragt af Hendes kongelige Højhed prinsesse Benedikte.
Huset er indrettet med mange små stuer og rum, trapper og pejs. Vi har en skummel kælder og et loft med nisser. Derudover er vi så heldige at have et forhenværende frysehus, der nu er indrettet til træværksted.
Fuglsang er, fra 1. august 2011, et privat fritidshjem, med selvstændig bestyrelse, ledelse og økonomi.
Vores bestyrelse består af repræsentanter fra Sct. Georgs Gildet som er nuværende og tidligere spejdere i Farum, samt nuværende og forhenværende forældre.